Er læsetræning egentligt så vigtigt, hvis mit barn allerede kan læse? Har de ikke brug for også at slappe af efter en lang skoledag?
Mange børn forbinder læsning med en aktivitet, som foregår i skolen på linie med Matematik, Engelsk og Kristendom. Derfor er det ikke så underligt at mange børn ser læsning som en sur pligt, der slet ikke kan konkurrere mod spil som Fortnite eller sjove YouTube videoer.
Som forældre kan det derfor være en kamp overhovedet at få gennemført den daglige læsning fordi det skal presses ned over hovedet på børnene. Derfor er det nemt at springe konflikten over og give efter for den manglende læselyst.
Endnu mindre prioritering bliver det tillagt derhjemme, hvis barnet allerede tidligt knækker læsekoden - for så er "opgaven" i forhold til at udstyre barnet med læsefærdigheder jo løst og bestået. Man kan godt i denne situation glemme, at der så bare venter en ny opgave i forhold til at få trænet læsehastigheden, udviklet ordforrådet, forstå indholdet af en tekst osv.
Som forældre er vi dog nødt til at ændre vores mindset omkring læsningen og stoppe med at se det som en "opgave" eller et ansvar vi har sammen med skolen om at få udstyret vores børn med de rette kompetencer.
Læsning er nemlig mere end blot at være i stand til at afkode nogle bogstaver. Læsning er med til at udvikle børns fantasi. Læsning skaber ro for dit barn i en verden, hvor de konstant skal være på. Læsning skaber nærvær med dit barn.
Hvis dit barn ikke magter læsningen i en periode anbefaler vi, at du enten selv læser højt for barnet eller får de gode historier og viden ind via lydbøger.
I Maneno har vi prøvet at fjerne fokus på "opgaven" og sætte fokus på at se læsningen som en leg og en aktivitet, der er med til at skabe gladere børn. Børn som i større grad bliver optaget af en god fortælling og som via samspillet med deres forældre får den opmærksomhed de fortjener og søger efter.